Royal Arctic Line og de fremtidige handelsruter
Når Royal Arctic Line, som en del af sin strategi for at gøre det lettere at handle med Grønland, omtaler nye handelsruter, blandt andre til USA, er det fordi vi i den kommende samsejling med det islandske rederi Eimskip, kobler os på et åbent netværk med ugentlige ankomster og afgange til Nuuk fra blandt andre Reykjavik, der i forvejen er forbundet til resten af verden gennem et stort rutenet. I dag har vi kun direkte adgang til ruten ved hver 3. uge at sejle via Reykjavik til Grønland, hvorfor omstillingen til det nye rutenetværk vil skabe nye og bedre muligheder for samhandel.
Royal Arctic Line kommer ikke selv til at sejle til USA og Royal Arctic Line kommer ikke til at investere i dette allerede eksisterende rutenetværk.
Royal Arctic Line vil med sin nye rutestruktur anløbe Island, Færøerne, Danmark, Norge, Sverige og senere Polen, hvorfra der er direkte forbindelse til resten af verden. Det er netop adgangen til dette netværk der giver os mulighed for at koble os på en handelsrute til bl.a. USA, men også Asien og andre områder på ugentlig basis.
Nyt om sejladsmulighederne og endelig indfasning af den nye sejlplan vil tilgå løbende.