19.11.19 14:36

Royal Arctic Line kigger på bedre besejling af Østgrønland

 

Royal Arctic Line har den 1. november 2019 modtaget 434 underskriftsindsamlinger fra borgere i Tasiilaq, som ønsker flere og senere skibsanløb af Royal Arctic Line til byen, inden vinteren og isen spærrer for skibssejladsen.

Hos Royal Arctic Line er vi glade for, at borgerne henvender sig direkte til os, således at vi i dialog kan se på, hvilke muligheder, der kan findes med hensyn til forsyningen af Tasiilaq og tilhørende bygder.

Som det ser ud i dag, så anløber Royal Arctic Lines skibe Tasiilaq 10 gange per år. Det første anløb sker som regel, når det er muligt at komme igennem storisen ud for Tasiilaq i starten af juni måned, hvorefter Tasiilaq anløbes hver tredje uge, med et skib, som har mulighed for at komme i havn i Tasiilaq. Årets sidste skib anløber som regel i midten af november måned, hvorefter storisen begynder at sætte ind.

Vi har naturligvis, på baggrund af forespørgslen og underskriftindsamlingen, undersøgt mulighederne for et ekstra anløb i år.

Det har desværre ikke været muligt for Pilersuisoq at skaffe forsyninger til det skib, vi kunne indsætte, da de ikke ville kunne være klar til den afgangsdato, det var muligt at indsætte skib til.

I takt med at Royal Arctic Line er ved at ændre sit sejlmønster i Vestgrønland, med nye skibe og i et samarbejde med det islandske rederi Eimskip, er vi i gang med at kigge på forskellige muligheder for at gøre besejlingen til Østgrønland bedre. Det kunne f.eks. være en løsning med forbindelse direkte til Island, med en højere anløbsfrekvens gennem åbent-vandperioden. En sådan omlægning vil være mere fleksibel med hensyn til at anløbe Tasiilaq tidligere og senere, såfremt isen og vejret tillader det. Vi håber at kunne informere nærmere om nye tiltag inden for de næste par måneder.

For mere information eller spørgsmål er du velkommen til at kontakte:

Lars Borris Pedersen, CCO, Royal Arctic Line A/S.

Email: LBP@ral.gl Direkte telefon: +299 349 111