Ankesag afgjort
Royal Arctic Lines samsejling sat til at starte 1. kvartal 2020
Det Islandske ankenævn har afvist Samskips klage over de islandske konkurrencemyndigheders godkendelse af samarbejdet mellem Royal Arctic Line og Eimskip. Det står derfor klart at samsejlingen mellem Royal Arctic Line og Eimskip kan påbegyndes.
I forbindelse med forberedelserne til den kommende samsejling mellem Royal Arctic Line og Eimskip, har der været afholdt et fælles planlagt koordineringsmøde. På mødet blev det besluttet at den planlagte opstart på samsejlingen i slutningen af året, grundet forsinkelser på leveringen af de kommende nye skibe, udsættes til 1. kvartal 2020.
Det er selvfølgelig ærgerligt at vi nu er nødsaget til at udsætte starten på vor samsejling, der bl.a. skyldes tyfon og særligt varmt vejr, der har gjort arbejdsbetingelser særligt vanskelige i Guangzhou i Kina, hvor skibene bliver bygget. Samtidig er der nogle tekniske installationer, som har vist sig at tage længere tid at installere end forventet, udtaler Anders Bay Larsen, Afdelingschef for Skibsdrift i Royal Arctic Line.
Der bygges i alt tre skibe, 1 ejet af Royal Arctic Line og 2 ejet af Eimskip. De operationelle forberedelser fortsætter som planlagt, og parterne forventer at kunne melde en opstartsdato ud i slutningen af oktober 2019.
Royal Arctic Line udsender snarest et operationelt nyhedsbrev til kunderne omkring den midlertidige sejlplan. Både for resten af året, samt for første kvartal i 2020.