15.12.20 11:00

Royal Arctic Lines HR- og Compliancechef stopper

 

Tommy Ege Kristensen, Royal Arctic Lines Koncern HR-chef, siger farvel til rederiet efter syv år, først som sekretariatschef i direktionen og siden 2016 som Koncern HR-chef, hvortil han det seneste år også har været chef for Compliance-afdelingen.

39-årige Tommy Ege Kristensen er uddannet jurist, gift og har 3 børn. Familien bliver i Nuuk, hvor HR-chefen skal opstarte sin virksomhed med juridisk rådgivning og HR. 

Tommy Ege Kristensen har været ansat siden 2014, og har således været med til at opbygge den nuværende strategi, der er realiseret ved ugentlige ankomster af atlantskibe til Nuuk med forbindelser til et globalt netværk, som gør det lettere at handle med Grønland.

Royal Arctic Lines HR-afdeling har, i Tommy Ege Kristensens tid, undergået en forvandling fra en jævnt, men velfungerende, personaleafdeling til en egentlig HR-funktion med et datadrevet HR-system, der bl.a. understøtter virksomhedens effektivitet, og erstatter ”mavefornemmelser” med databaserede analyser af både eksisterende og nye medarbejderes udviklingspotentialer på tværs af rederiets afdelinger.

Royal Arctic Line takker Tommy Ege Kristensen for hans indsats og ønsker ham held og lykke med den ny forretning: ”Tommy har ydet en kæmpe indsats i omlægningen af selskabets strategi, og jeg er sikker på at Tommys erfaringer vil være til stor nytte i en større sammenhæng”, udtaler Royal Arctic Lines administrerende direktør Verner Hammeken.

”Jeg skal åbne min egen rådgivningsvirksomhed med erhvervsvirksomheder som primær målgruppe. Jeg synes, at der ser ud til at være et behov for et stærkt alternativ til juridisk rådgivning, HR-håndtering og hands-on support til de lokale erhvervsdrivende - og til en fair pris”, siger Tommy Ege Kristensen.