21.02.20 13:00

Nanoq Arctica åbner Tasiilaq mod Europa

 

Det ny skib der skal betjene Tasiilaq, og som skal sejle i fast rutefart mellem den østgrønlandske by og Island, kommer til at hedde Nanoq Arctica. Hvor den naturlige og oprindelige isbjørn (nanoq) kan blive op til små tre meter i længden er Royal Arctic Lines 74 meter lang.

Skibets hjemhavn bliver Skovshoved, havnen i Gentofte kommune, hvor en statue af Knud Rasmussen står og kigger ud over havet.

Gentofte kommune er også venskabsby med Tasiilaq.

Nanoq Arctica er i øjeblikket i dok på værftet i Polen, hvor det er bygget, som et led i klargøringen af skibet til levering. Rederiet har sat en foreløbig ankomst til Tasiilaq til sommer, i juni måned.

Nanoq Arctica er bygget i en særlig isklasse, og er designet til minus 35 grader. Der er benyttet en helt speciel slags stål til byggeriet af skibet, som kan laste 108 TEU, 108 20 fods containere. Det har to kraner, hvor den forreste kan bruges til stævnoperationer, som vi kender det fra Ivalo og Minik Arctica.

Det er et ønske om at hæve serviceniveauet på Østkysten, der har resulteret i denne løsning.

- Det vil gavne samfundet i Østgrønland når Tasiilaq med Nanoq Arctica får mindst 50 procent flere anløb i åbentvandsperioden, ligesom Tasiilaq vil blive forbundet med det globale logistiknetværk, når Royal Arctic Line indleder sin samsejling med islandske Eimskip i foråret 2020, siger Fleet Manager Anders Bay Larsen, Royal Arctic Line.

Nanoq Arctica forventes leveret i april måned.