Dettifoss er ankommet til Nuuk
Der var høj solskin i Nuuk da Eimskip´s helt nye skib Dettifoss anløb byen for første gang i dag fredag den 17. juli 2020.
Dettifoss er et af Eimskip´s to nye 2.150 TEU skibe som er bygget til samsejladsen med Royal Arctic Lines Tukuma Arctica.
Samsejladsen forbinder Royal Arctic Line til Eimskips globale netværk og åbner muligheder for det grønlandske marked samt ugentlige tjenester mellem Island og Grønland, som vil skabe muligheder for at øge samhandelen mellem de to lande og resten af verden.
Royal Arctic Lines samsejlads med Eimskip betyder også en effektivisering af den vestnordiske søfragt for Grønland, Island og Færøerne der snart kan operere på vilkår, som også ses andre steder i verden, hvor man konkurrerer på service samtidig med at dyr skibskapacitet deles.
Det bringer omkostninger og miljøbelastning ned for både Royal Arctic Line og Eimskip.
Samsejlingen mellem Royal Arctic Line og Eimskip startede officielt den 10. juni da Royal Arctic Lines Tukuma Arctica indledte første fase da hun afsejlede fra Aalborg. Det har været nødvendigt at opdele starten på samsejlingen i to faser, fordi det ene af Eimskips to skibe, Brúarfoss, er
forsinket på værftet i Kina. Anden og sidste fase af samsejlingen påbegyndes den 28. oktober 2020, hvor Brúarfoss forventes at afgå Danmark mod Nuuk. Dermed vil alle tre skibe være i fart og Royal Arctic Lines samsejling med Eimskip være i fuld drift.