Nanoq Arctica har hjemhavn i Tasiilaqs venskabsby
Royal Arctic Lines nyeste skib Nanoq Arctica, der senere på ugen skal navngives i Tasiilaq, har hjemhavn i Skovshoved i Gentofte kommune, som er Tasiilaqs venskabsby.
Grønland har ikke hjemtaget søfartsområdet, derfor er det ikke ligetil at sejle i rutefart mellem forskellige lande med grønlandsk flag, fordi der netop kræves et flag, der er anerkendt ifølge internationale konventioner. Derfor er Nanoq Arctica, der sejler i international fart, på dansk flag. For skibe, der kun sejler i Grønland, lægger Royal Arctic Line stor vægt på at have grønlandsk flag, og det er en omlægning som foregår i disse år. Skovshoved Havn blev valgt fordi Nanoq Arctica skal sejle i Tasiilaq-området og Tasiilaq har Gentofte som venskabsby.
Havnen i Tasiilaq bliver Nanoq Arcticas faste base, når det efter endt tjeneste som feeder i Sydgrønland vender stævnen mod Østkysten i det sene efterår, hvor samsejlingen mellem Royal Arctic Line og Eimskip bliver komplet med Brúarfoss’ indsættelse i VSA (Vessel Sharing Agreement).
Borgmester i Gentofte Kommune, Hans Toft, siger om begivenheden:
”Det er glædeligt, at Gentofte Kommunes venskabsby, Tasiilaq, har fået endnu et skib, der kan lette transport af produkter ud i verden og samtidig øge forsyningssikkerheden til byen og området. At skibet får hjemsted i Skovshoved i Gentofte er med til at understrege de tætte bånd, der eksisterer mellem Gentofte Kommune og Tasiilaq”.
Borgmester Charlotte Ludvigsen, Kommuneqarfik Sermersooq:
”Jeg vil gerne sige tillykke til Royal Arctic Line og til Tasiilaq. Fra Sermersooqs side har vi længe ønsket bedre trafikforhold i Tasiilaq, derfor glæder det mig meget at Royal Arctic Line nu indsætter Nanoq Arctica. Det nye betyder, at Tasiilaq får flere årlige anløb og hurtigere fragt fra resten af verden. Det vil give mange nye muligheder til erhvervslivet og borgerne i Tasiilaq. Nanoq Arctica knytter også Tasiilaq tættere til sin venskabsby Gentofte, det synes jeg er en flot gestus”.
Nanoq Arctica bliver navngivet i Tasiilaq ved en festlighed på havnen på fredag den 10. juli 2020.