12.08.20 10:00

Royal Arctic Line ønsker dialog - ikke kaos

 

En fundamental omstilling i en omskiftelig verden

Grønland ændrer sig kolossalt i disse år. Vi bygger internationale lufthavne i Ilulissat og Nuuk, der bygges rigtig mange boliger og institutioner i disse år, teleinfrastrukturen opgraderes og har indtil nu givet højhastighedsinternet til 92 procent af befolkningen og fiskerflåden fornyes for blot at nævne nogle få af de mange tiltag.

Royal Arctic Lines bidrag til moderniseringen er en ændring af besejlingen af Grønland fra et helt lukket kredsløb til et åbent og dynamisk sejladsnetværk. Dette netværk vil gøre det muligt at handle med Grønland fra et hvilket som helst sted på kloden direkte.

Det er en meget stor og fundamental omstilling. Det er en omstilling som er ved at gå ind i sin afgørende fase efter fire års projektarbejde.

Samtidig har vi oplevet en verden som er kastet ind i en pandemi der har medført en meget høj grad af usikkerhed. Royal Arctic Line har været i et særligt beredskab under hele perioden, ikke mindst grundet det faktum, at intet må ramme os som vil stoppe besejlingen af Grønland. Færdiggørelsen af det nye sejladssystem er også påvirket af disse usikkerheder som rammer leveringen af det sidste skib i Kina til vores partner, og også de skridt vi skulle tage for at forny vores service til og fra Island.

Vi tager et skridt ad gangen

Vi har derfor opdelt vores indkøring af samsejlingen i to fysiske faser og taget det standpunkt, at vi ikke tilbyder noget nyt med hensyn til Aarhus og Island før end vi ved, at alt virker. Det er en beslutning vi står ved da der er meget nyt at lære for både os og vores samarbejdspartner. I slutningen af oktober vil de fysiske rammer for omstillingen være fuldendt, når Royal Arctic Line går ind i fase 2 af samsejlingen.

Forandringer koster altid i starten

Vi har været udfordrede med at det sidste skib ikke er leveret endnu. Det betyder nemlig at vores kystfeeder i den nye plan skal sejle på Atlanten som tredje skib. Det betyder mindre kapacitet på hver 3. afsejling, samtidig med mindre kapacitet på kysten til evakuering af containere. Så containermangel har været en realitet. Vi mener selv, at vi har været i god dialog med leverandørerne til kunderne i Grønland om disse udfordringer, men vi erkender at containerudfordringen har været der i juli måned. Det skulle dog være ovre nu. Gennemgående for alle disse problemstillinger er jo netop, at det er en overgangsfase. At dømme VSA på baggrund af omstillingen til det under de faktiske omstændigheder er faktisk ikke rimeligt.

Derudover mener vi faktisk at overgangen til det nye sejladssystem i fase 1 har budt på færre udfordringer end vi kunne have frygtet. Det har uden tvivl været nyttigt for os at have en “prøvekøringsperiode” med først 1 skib på nye havne og derefter 2 skibe på nye havne inden vi til oktober/november skal arbejde med 3 skibe på de nye havne. Vi sejler nu rutinemæssigt på Aarhus og Helsingborg og Reykjavik.

Vi har allerede haft kapacitetsfordele

Vi har haft gods, herunder meget overstørrelsesgods til de store byggeprojekter, som vi ikke kunne have fragtet uden Tukuma Arctica og Dettifoss. Vi har dermed fået en kapacitet vi ikke havde før.

Vi har kunnet øve den nye måde at operere på i Nuuk med omladning direkte til kystskibet i god ro og orden. Vi har fået udveksling af data på plads med de nye havne. Procedurer er kørt ind.

Der er selvfølgelig stadig ting at optimere, herunder muligheden for at få varer ud fra fredag morgen så hurtigt som muligt til butikker i Nuuk. Det er vi sikre på at vi kan løse i fællesskab når det hele er kørt ind.

En stærk interesse for de nye muligheder

Vi er meget glade for den store interesse der er i de muligheder som præsenteres. Vi glæder os også rigtig meget til at præsentere de muligheder fra Aarhus og Island som disse forandringer giver. Vi er også overbeviste om at de bliver godt modtaget. Så vi forstår frustrationen over at selvom vi sejler til de nye havne, at vi så ikke vil give los og tilbyde service til og fra disse punkter fra dag 1.

Nødvendigheden af konstruktiv dialog

Vi har i tidens løb været udsat for kritik af vores tiltag. Vi lytter altid til kritik, særligt når den kommer fra vores kunder direkte. Det er normalt konstruktivt, sagligt og lærerigt. Det er faktisk vigtigt for os at have den dialog om de ting vi kan gøre bedre direkte.

Vi er altid lidt uforstående når kritik kommer gennem pressen og lobbyorganisationer som GE. Der er i sådan en offentlig kritik altid et spørgsmål om hvor saglig den pågældende kritik er, og om hvorvidt det i virkeligheden handler om noget andet.

Vi genkender derfor ikke kritikken på helt det niveau som det udtrykkes af Brugseni i dagens artikel i Sermitsiaq netavis. Der er ikke noget kaos. Og i vore øjne er den meget store omlægning vi laver en proces hvor ikke alt kommer fra første dag, og ind imellem vil der også ske fejl.

Monopoler kan sagtens være effektive  

Der refereres til at “monopolet” Royal Arctic Line ikke ønsker at betjene erhvervslivet bedre. Royal Arctic Line’s vision er at sikre muligheden for erhvervene bedst muligt. Fordelene er åbenlyse for de aktører der kan omstille sig til en åben infrastruktur, hvor Grønland handler direkte og effektivt med hele verden. Det mener vi er til gavn for hele Grønland. Det vil også være til gavn for Brugseni hvis de vel og mærke vil udnytte det. Og det ville glæde os hvis Brugseni tog ja-hatten på og gav udtryk for at de ville udnytte det i et konstruktivt samarbejde i stedet for at opildne til kaosbetragtninger.

Selve VSA tanken er jo netop at vi fritstiller Grønlands infrastruktur og gør det muligt på fleksibel vis at indrette sig uden at skulle låse os fast i store investeringer i egen kapacitet. Vi kan lave løsninger uden at skulle investere i basishavne i Danmark og låse løsningerne fast i lange perioder. Hele VSA tanken gør det jo netop muligt at få samarbejdspartnere ind som er med til at gøre monopolet mere flydende og effektivt. Udfordre det og udvikle vore medarbejdere. Endda til lavere driftsomkostninger og investeringer. Det indbyder vi alle til at læse om i vores kommende halvårsrapport.

Vilje til forbedring kræver vilje til forandring

Som nævnt repræsenterer VSA-aftalen den absolut største opgradering af Grønlands forsyningsnetværk til dato. En sådan opgradering kommer ikke til at ske uden kortere perioder med usikkerheder når de nye processer og sejlmønstre tages i brug, og den nuværende Corona-situation kommer ikke til at gøre disse perioder mindre stressende.

Det er op til hver enkelt aktør selv af bedømme om man konstruktivt vil arbejde på at møde disse udfordringer og være med til at føre Grønland sikkert igennem dem, eller om man vil vælge en anden vej.

Det er meget svært for Royal Arctic Line at se nogen værdi i mudderkastning gennem pressen, samt at vi fra vores side skal bruge ressourcer på at korrigere direkte vildledende konklusioner. Royal Arctic Line kommer aldrig til at bidrage til sådan mudderkastning, men kan kun håbe på kunderne i fremtiden vil vælge dialog med rederiet i stedet for den senere tids triste udvikling.

Royal Arctic Line

11. august 2020