07.05.20 18:00

Rekordhøj regularitet i 2019

 

Torsdag den 7. maj 2020 blev der afholdt ordinær generalforsamling i Royal Arctic Line.

I år var det en anderledes generalforsamling idet man tog COVID-19 forholdsregler i brug og begrænsede deltagelsen til det absolut mindste og med brug af videomøde.  Til gengæld blev generalforsamling udsendt via Naalakkersuisuts Facebook side. 

2019 blev et rigtigt godt år for Royal Arctic Line. Der blev leveret effektivt på den operationelle ydelse samtidig med at strategiplanerne blev fulgt. 

Regulariteten var rekordhøj i 2019 og lander lige over 90 procent for året af anløb til tiden for atlant- og kystskibe. Det gode vejr, vi har oplevet det meste af året, har spillet en stor rolle heri, men også færre havarier samt god sejladsplanlægning uden om kraftige vinde har bidraget til den øgede regularitet.

Dette medførte også at rederiets miljøbelastning i form af brændstofforbrug på skibene blev reduceret med næsten 10 procent, hvilket kan ses af rederiets CSR rapport på hjemmesiden www.ral.gl 

Resultatet før skat for 2019 blev et overskud på DKK 27,3 millioner (2018: DKK 24,1 millioner) og dermed ender resultatet signifikant over de forventninger Royal Arctic Line har fastholdt hele året på mellem DKK 5 og 15 millioner og således anser Royal Arctic Line 2019 for et meget tilfredsstillende år.

I 2019 havde Royal Arctic Line et fortsat fokus på at sikre en effektiv drift samtidig med forberedelse af nye procedurer i forbindelse med den kommende samsejling med Eimskip.

Den længe ventede og vigtige godkendelse fra den islandske konkurrencestyrelse om samsejling med Eimskip blev modtaget i april 2019. Efterfølgende blev godkendelsen anket af et andet islandsk rederi, og sagen mellem den islandske konkurrencestyrelse og denne virksomhed varede til september, hvor afgørelsen fra april blev stadfæstet.

Byggeriet af de tre nye 2.150 TEU skibe på Wenchong værftet i Kina, hvoraf Royal Arctic Line står for et skib, blev forsinket. Dermed forsinkedes opstarten af VSA samarbejdet til slutningen af 2. kvartal 2020. 

I Spanien bygger Royal Arctic Line fire nye skibe til bygdesejladsen og disse er også forsinket, dels grundet udfordringer med endeligt design og på det seneste grundet COVID19 restriktioner. Skibene er optimeret til driftsforholdene i Grønland og designet med henblik på effektiv håndtering af eksporten, både som containere og pallegods. Skibene vil blive leveret i 2020 og 2021.

Bestyrelsesformand Ulrik Blidorf:
”At stå her mindre end to måneder før vi går i luften med den nye sejlplan bekræfter blot, at udviklingen i Royal Arctic Line er meget spændende. Vi står på tærsklen til noget helt nyt, med næsten uanede muligheder og hver af dem giver Grønland bedre muligheder for at være en del af verdenssamfundet. Tak til bestyrelsen for et godt år med et godt samarbejde i år. Tak til direktionen, ledelsen og medarbejderne i selskabet for et stærkt år. Også en stor tak til vore kunder og interessenter og ikke mindst vor eneaktionær, som under hele vor rejse mod det nye har udvist en stor støtte og tillid til den proces vi går igennem”.

Samlet set skønnes et resultat i 2020, i niveauet DKK 25 – 35 millioner før skat i Royal Arctic Line koncernen.

Der henvises til årsrapporten på www.ral.gl for gennemgang af årets resultat.

For yderligere oplysninger kontakt Økonomidirektør Peter Christoffersen, telefon 34 91 30, mail pchr@ral.gl