Malik Arctica sidder stadig fast i isen ved Ittoqqortoormiit
Malik Arctica sidder fortsat fast i storisen ved Ittoqqortoormiit. Skibet ligger stabilt og bevæger sig langsomt væk fra land. De næste par dages vejr- og vindforhold i området vil afgøre hvornår skibet kommer fri af isen. DMI leverer løbende satellit billeder, der lige nu viser at vi skal væbne os med lidt tålmodighed.
Det er ikke unormalt at Royal Arctic Line bringer vinterforsyninger til området på dette tidspunkt af året. Det er storis og ikke vinteris der lige nu forhindrer Malik Arctica i at lægge til ved havnen og desværre er storisens bevægelser sværere at forudsige end almindelig vinteris. Havde det være begyndende vinteris vil et skib som Malik Arctica kunne bryde isen og dermed komme i havn, dermed ville situationen have være en anden.
Sidst et Royal Arctic Line skib sad fast i storisen var i 2007, hvor Arina Arctica blev forsinket i 6 dage på vej mod Danmarkshavn. Arctic Umiaq Lines skib Sarfaq Ittuk sad ligeledes fast i isen i 2018, da passagerer fra sydgrønland måtte tilbringe 6 dage i storisen i Torsukattak løbet.
Næste opdatering bliver i morgen fredag kl. 11:00.