Royal Arctic Line får ny Økonomidirektør fra 1. maj 2022
Vores Økonomidirektør Peter Christoffersen har fra slutningen af 2017 omstruktureret Royal Arctic Lines økonomi- og risikostyring til en solid platform for understøttelse af den videre udvikling. Som kommunikeret tidligere er der i forbindelse med rederiets successionsplan siden efteråret 2021 søgt en afløser for Peter.
Således vil Jan Egtved Knudsen fra 1. maj 2022 overtage rollen som Økonomidirektør / CFO i Royal Arctic Line A/S med base i Nuuk, Grønland.
Jan har en international profil med stærke kompetencer indenfor finansiel rapportering, risikostyring, likviditetsstyring og strategi - herunder stor erfaring med risikostyring af energipriser. Siden 2015 har Jan virket som Executive Vice President - Group Finance (CFO) for rederiet Thorco Projects A/S i Danmark, og har siden efteråret 2021 været involveret i projektopgaver for ejerkredsen bag samme, samt Cockett Marine Oil.
Jan har en bred økonomisk uddannelse bag sig bl.a. i form af en Bachelor grad i finansiering fra Odense Universitet (SDU), og en MBA i strategiudvikling fra Henley Business School.
”Royal Arctic Line er i en konstant udvikling mod at gøre det let at handle med hele Grønland, og vi er glade for at have Jan om bord til at understøtte denne strategi” udtaler CEO Verner Hammeken.
Jan Egtved Knudsen udtaler ”Jeg har dyb respekt for de grønlandske værdier og det enorme samfundsansvar der påhviler Royal Arctic Line, og ser frem til at bidrage positivt til den fortsatte udvikling af selskabet og Grønland”.
Privat er Jan gift med Tina og sammen har de 2 voksne børn, som bor i henholdsvis UK og Danmark.