27.11.23 14:00

Ændringer af fragtraterne og sejlplanen

 

Efter godkendelse fra Naalakkersuisut, hæver Royal Arctic Line fragtraterne over en 3-årig periode for både nord- og sydgående fragt. Den første ændring sker per 1. januar 2024, hvor raterne hæves med 6,4%.  

Både Naalakkersuisut og det grønlandske erhvervsliv har fået forelagt forskellige modeller for rateændringen. Dialogen mellem parterne har resulteret i, at der med den valgte model vil ske en fragtrateregulering over 3 år, hvor fragtraten hæves med 6,4 % i 2024, 3,1 % i 2025 og 2,2 % i 2026. Det er parternes vurdering, at en gradvis stigning i raterne bedre kan absorberes af kunderne, end hvis den samlede stigning bliver introduceret på en gang.

For at undgå pludselige ratestigninger er det samtidig blevet besluttet at der fremover, første gang i 2025, skal ske en løbende ratestigning på 2,5% per år.

Fragtraterne for nordgående gods har været uændret i 8 år. Øgede omkostninger, stagnerende godsmængder samt fremtidige investeringer i rederiets flåde, har resulteret i at selskabet ikke længere kan komme uden om en samlet ratestigning. 

Ændringer til Mastersejlplan

Sammen med rateændringen har Naalakkersuisut godkendt Royal Arctic Lines nye mastersejlplan for 2024. Den nye mastesejlplan vil betyde, at Atlantruten fremover vil inkludere et anløb af Bremerhaven for sydgående, hvilket giver selskabets kunder mulighed for at handle direkte igennem Tyskland. Det giver også rederiet mulighed for at indgå i det kommercielle marked mellem Tyskland, Danmark og Island. Den nye sejlplan forventes at træde i kraft i uge 9, i forbindelse med rejse BRU407 ud af Bremerhaven. Den nye sejlplan kan findes på selskabets hjemmeside.  

Samtidig er der på Naalakkersuisuts anmodning indsat et ekstra årligt anløb af henholdsvis Qaanaaq og Ittoqqortoormiit, samt en forlængelse af sæsonen for områderne omkring Upernavik og Uummannaq, hvor der indsættes ekstra røde afgange senere på året, hvilket vi har valgt at starte allerede i 2023.