18.12.24 09:25

Royal Arctic Line effektuerer 2. fase af fragtrateændringer, per 1. januar 2025

 

I november 2023 godkendte Naalakkersuisut en tre-årig plan for tilpasning af Royal Arctic Lines fragtrater. 2. fase af fragtrateændringerne træder i kraft per 1. januar 2025. Her vil raterne blive hævet med 3,1 % der skal sikre opsparing til kommende investeringer, plus den løbende ratestigning på 2,5%.

ETS-tillægget (Emission Trading System), som er EU kvoter for udledning af CO2 ind og ud af EU/EØS lande, hæves fra 1,27% til 1,57%. ETS-tillægget betales til EU, hvorfor den betalte afgift ikke tilfalder Royal Arctic Line.

Vedrørende olie- og valutakurstillægget fastholdes dette på sin nuværende sats på 10 %. Royal Arctic Line tjener ikke på olie- og valutatillægget, som udelukkende bruges til at sikre selskabet mod effekten af udsving i oliepriser og valutakurser.

Både Naalakkersuisut og det grønlandske erhvervsliv fik i 2023 forelagt forskellige modeller for ratetilpasningen. Dialogen mellem parterne resulterede i, at der med den valgte model vil ske en fragtrateregulering over 3 år, hvor fragtraten hæves med 6,4 % i 2024, 3,1 % i 2025 og 2,2 % i 2026. Det var parternes vurdering, at en gradvis stigning i raterne bedre kan absorberes af kunderne, end hvis den samlede stigning bliver introduceret på en gang. For at undgå pludselige ratestigninger blev det samtidig besluttet at der fremover, første gang i 2025, skal ske en løbende ratestigning på 2,5% per år.

For yderligere information kontaktes:
CCO John Aage Nielsen, johni@ral.gl