Fortsat udbredt storis i Syd- og Østgrønland
Storisen udfordrer fortsat forsyningen i Sydgrønland, og strækker sig fra området omkring Qaqortoq og ned til Alluitsup Paa i syd, men der er dog indikationer på at storisen er ved at slippe sit tag.
I Østgrønland er der også udfordringer med storisen, især omkring ruten til Isortoq. Og i Kulusuk har det ikke været muligt at losse ved den lokale kaj, hvorfor man har været nødt til at tage lufthavnens kaj i brug for at losse med pram. Det har været en langsommelig proces, da godset skulle transporteres fra lufthavnens kaj til Pilersuisoq i Kulusuk, der ligger langt væk fra lufthavnen.
Royal Arctic Line holder tæt øje med issituationen.