Royal Arctic Line støtter vigtigt forskningsprojekt om selvmordsforebyggelse i Grønland
Projektet skal bidrage til at dele viden til borgerne om selvmordsforebyggelse i alle landets bygder og inddrage borgernes viden om, hvordan selvmord i Grønland kan forhindres. Royal Arctic Lines sponsorudvalg mener, at den viden, der indsamles, er meget vigtig, og tror på, at den vil gavne hele det grønlandske samfund og de fremtidige generationer.
”Royal Arctic Line har et samfundsansvar og ønsker at stille de kommende generationer og befolkningen – landets vigtigste ressourcer - forrest. Vi vil aktivt støtte mulighederne for uddannelse og bidrage til at styrke familierne i Grønland.
Mange af os har haft selvmord tæt inde på livet, og derfor er det naturligt for sponsorudvalget at støtte dette projekt. Gennem forskningen vil der blive indsamlet vigtig viden, som kan være afgørende for at reducere de høje selvmordsrater i vores land. Det vil gavne hele befolkningen, og vi opfordrer andre til også at støtte dette vigtige forskningsprojekt, som vil blive udført af dygtige og kompetente lokale forskere og psykologer,” siger kommunikation & marketingschef Ann-Britta A. Olsvig på vegne af sponsorudvalget i Royal Arctic Line.
Forsker Arnârak Patricia Bloch er taknemmelig for støtten fra Royal Arctic Line:
”Jeg er meget glad for støtten fra Royal Arctic Line. Det er en menneskeret at have adgang til viden om sundhed, herunder selvmordsforebyggelse. Det er også en menneskeret at få information om, hvad der gavner ens sundhed på ens eget modersmål. Derfor er det altafgørende, at vi har indgået et samarbejde med grønlandsk psykofamilieterapeut MPF, Psykiatrisk sygeplejerske Henriette Berthelsen og grønlandsk psykolog Vilhelm Berthelsen, som skal udføre arbejdet sammen med mig. Vi har et begrænset budget til projektet, og derfor glæder det os, at Royal Arctic Line, udover støtten på 130.000 kroner, også bidrager med at stille deres skibe til rådighed for vores transport. Dette er et eksempel på, at hele samfundet tager del i selvmordsforebyggelse for at forebyggelsen kan have effekt, og det takker jeg af hjertet Royal Arctic Line for deres interesse og bidrag. På denne måde kan bygdeborgernes meninger inddrages i arbejdet for at skabe medbestemmelse i selvmordsforebyggelsesarbejdet i landet”
Royal Arctic Line sponserer forskningsprojektet med 130.000 kr. og stiller sine bygdeskibe til rådighed, så forskningsholdet lettere kan nå ud til de bygder, de skal besøge.
Har du brug for hjælp?
Hvis du har tanker om selvmord eller føler dig alene, kan du kontakte Tusaannga på tlf. 80 11 80 eller sms 18 99.
Samtalen er gratis og anonym.